Al snak om ketsjersport handler for tiden om padel. Glasbure, americano-turneringer og ventelister har suget al opmærksomheden, og man kunne få det indtryk, at dansk ketsjersport består af én sport og så noget støv. Men gå en tur gennem et hvilket som helst idrætscenter en hverdagsaften, og et andet billede tegner sig: I kælderen knalder squashboldene mod frontvæggen, i salen klaprer bordtennisbattene i et tempo, ingen anden sport matcher, og rundt om i landet dyrker en lille hærdet skare racketlon – disciplinen, hvor man møder samme modstander i fire ketsjersporter i træk og finder ud af, hvem der er den komplette spiller.

De små ketsjersporter fortjener et genbesøg. Her er hvorfor – og hvordan klubberne bag dem holder liv i sportsgrene, medierne har glemt.

Squash: den mest effektive time i dansk idræt

Squash har et ry som direktørsport fra firserne, og det er synd, for få sportsgrene giver mere motion pr. minut. To spillere, fire vægge, en bold der aldrig forlader banen – pulsen ligger højt fra første duel, og en times squash brænder igennem som få andre aktiviteter. Sporten er også befriende praktisk: Den kræver ingen makkerkabale ud over én modstander, banerne kan bookes når som helst, og vejret er ligegyldigt.

Squashklubbernes udfordring er synligheden – banerne ligger bogstaveligt talt i kælderen, væk fra forbipasserendes blikke. De kloge klubber kompenserer med introtilbud, udlån af ketsjer og bold og makkerbørser, der løser nybegynderens største problem: at finde en at spille med på sit eget niveau.

Bordtennis: sporten, alle tror de kan

Alle har spillet bordtennis – i kælderen, på efterskolen, til familiefester. Næsten ingen har spillet rigtig bordtennis, og mødet mellem de to verdener er altid lærerigt: Klubspilleren med skru, benarbejde og tredje bold-angreb skiller sommerhusmesteren ad på minutter. Netop det gør sporten til en af de mest givende at gå til; læringskurven er stejl og synlig, og hver træningsaften flytter noget.

Bordtennisklubberne er samtidig blandt landets mest rummelige. Sporten spilles fra otte til firs, konkurrence og hygge lever side om side, og udstyrsbarrieren er nærmest nul. Klubbernes stille styrke er strukturen: faste træningsaftener, stiger og holdturneringer, der giver selv motionisten noget at spille om.

Racketlon og fællesskabet på tværs

Og så er der racketlon – bordtennis, badminton, squash og tennis mod samme modstander, ét sæt i hver, samlet pointregnskab. Disciplinen er lille, men den peger på noget større: Ketsjersporterne er familie, og spillere vandrer mellem dem. Padelboomet har faktisk bevist pointen – mange af de nye padelspillere kom fra og vender delvist tilbage til de andre ketsjersporter, når nysgerrigheden driver dem.

De fremsynede centre dyrker det aktivt med ketsjer-på-tværs-dage og kombinerede medlemskaber. For klubberne bag kræver det, at det praktiske spiller: fælles overblik over baner, hold og kontingenter på tværs af afdelinger. Det er her, moderne foreningsdrift viser sit værd – systemet bag medlemslisten skal kunne rumme en klub med tre sportsgrene og delte faciliteter uden at kassereren mister forstanden, og det kan de gode efterhånden.

Ungdomsarbejdet er de små sporters anden livline. Bordtennis og squash har begge det tilfælles, at børn kan opleve reel fremgang fra første træning – bolden er i spil med det samme, og succesoplevelserne kommer tæt. Klubber, der prioriterer et enkelt ugentligt børnehold med en engageret træner, oplever, at forældrene følger med ind ad døren, og at kælderbanerne pludselig har et publikum. Det kræver ikke store armbevægelser; det kræver én voksen, der gider, og en klub, der bakker op med billige begynderketsjere og en fast tid, familierne kan regne med.

Synligheden i centret betyder mere for de små sporter end for nogen andre. Når squashbanerne ligger i kælderen og bordtennissalen for enden af gangen, er skærmen i forhallen reelt deres udstillingsvindue – ledige banetider, introaftener og klubbernes tilbud skal frem i lyset, hvor centrets øvrige brugere går forbi. Centre, der har sat den formidling i system – en sammenligning af systemer til klubskærme er et fornuftigt sted at starte for de huse, der ikke er i gang – gør reelt mere for de små sporters rekruttering end nogen kampagne.

Prøv kælderen

Padel er glimrende, og boomet har gjort noget godt: Det har mindet danskerne om, hvor sjovt det er at slå til en bold med et bat. Men næste gang du er i centret, så tag turen forbi kælderen og salen for enden af gangen. Der venter en sport, hvor banen er ledig, klubben er gæstfri, og læringskurven stadig er stejl nok til at gøre en voksen glad.

De små ketsjersporter har overlevet alle bølger før denne. De skal nok også overleve padel – og de tager gerne imod dem, der vil prøve noget, hvor glasvæggene ikke tilgiver, men hvor fællesskabet gør.